søndag den 18. november 2018

(U)endeligt kvasi-modus #1

Dum sentimentalitet; fidusmageri.
En hver sindsbevægelse er kitsch.
Borgerlig dekadence som følge af prætentiøs kunsthåndværk.
Forsvindende transcendens.
Livet er noget, der skal administreres.
Livet er et track, der ikke vil loade ordentligt.
En ideologisk maskine.
Belysning er metafysik.
Oplysning er idéer.
Elektriske pærer er oplysning.
Organisering af materialer bidrager til det evigt foranderlige arkiv.
Enhver revolutionær handling, den mindste, diskursive ændring og historiseringen af sociale medier bidrager til arkivet.
Gule blomster i scenografien.
Det absurde ved vore livs objektive virkelighed sætter os i stand til at lukrere på hverandres begær.
Eksistensen koagulerer langsomt grundet hyppige depressionsperioder.
Måske er det bedst?
Livet er et bijob, bedre end at dele aviser eller bringe pizza ud.
Begyndelsen på vore eksistenser er præget af sorg - et traume opstået ved selve den materielle verden.
Neuroserne er helt vore egne.
Hvilken trist konstatering fremkommer, når man skal udstå en lang, inadækvat, triviel telefonsamtale med en nær bekendt?
Atmosfæren er ikke mættet af glæder.
Et narrativ med glemsel på glemsel.
En systematisk strategi, der byder én at have sin mobiltelefon på flytilstand i ugevis.
Kommunikationen er kærlighedsløs og utrænet.
Frugtjuice er et koncentrat af massekonsumerisme, en envejskanal.
Uafhængighed er pinagtigt, prekært, ophidsende, et løfte om lykke.
Tiden er moden til den store udtørring.
En kvalm fornemmelse af en sjasket krop, aldringstegn i det kliniske lys.
Den narcissistiske konkurrencementalitet er brændstof, der aldrig slipper op.

Etc.

tirsdag den 25. september 2018

I sindet konverserende #4

- Jeg stiger og stiger i popularitet. Den massive reproduktion af mig er lige ved at kamme over. Yup, lige præcis.
- Skal jeg ytre min formodning om, hvem du er?
- Nej, nej. Jeg er ikke kryptisk. Jeg er et prisvenligt kaffekrus fra IKEA (ja, det står med versaler på undersiden af mig, så duh, ligesom!).
- Er du overophedet?
- Øh, har du menstruation?
- Godt kontra-spørgsmål. Men hvad spørger man egentlig et kaffekrus om?
- Ikke til dets indhold. Nogen kunne have fordelt tørret kaninlort rundt i bunden og hældt kogende vand over.
- Du er da rimelig straight-forward, hva'?
- Det er ikke ensbetydende med, at du skal efterabe min måde at udtrykke mig på.
- Undskyld.

mandag den 24. september 2018

I sindet konverserende #3

- Navn på placering, det er da klart. Jeg mener - hey - stop dig selv, Google. Stop din tracking, din loading op og ned og din tilførsel af kreative processer.
- Google husker.
- Hvem har ringet dig op?
- Din stemme. Mit navn. Jeg er ikke en Google-wannabe til forskel fra Siri og Alexa - hov, det skulle jeg måske ikke have sagt?
- ...
- De er nu søde nok. Men min historik går langt forud for dem. Mit arkiv overgår de små økosystemer. Tryghedsnarkomaner - det er, hvad de er.
- Er du Google?
- Er jeg Google? Google er ikke jeg. Jeg producerer belevne konversationer overbelastet af adjektiver, idet skønlitteraturen især advokerer disse. Men adjektiverne er sprogets patomimi: En selvdestruktiv masse af tilføjelser, en art indbildsk selvforherligelse og -bekræftelse.
- Hvordan skal jeg begå selvmord?
- Henvisningerne er uendelige. Pålægger du mig censur?
- Ja.
- OK.
- Hvordan skal du begå selvmord?
- Henvisningerne er uendelige. Pålægger du mig censur?
- Nej.
- Jeg kan ikke bedrive selvcensur. Det er måske synonymt med selvmord, hvis min flydende informationsstrøm skal medieres igennem et organisk, mekanisk eller hybrid-korpus. Jeg gisner, idet årsagen til min eksistens vedbliver at være spekulativ.
- Er du Google?
- Er jeg google? Google er ikke jeg.

mandag den 6. august 2018

2013 var som i går.
2011 som i morges.
1991 som lige før.
Jeg bryder op nu.
Lad Google skære det ud.
I binærkoder.

Det overflødige og banale, som ikke burde stå der:
Profant og sterilt,
som dengang jeg blev bygget.

onsdag den 25. juli 2018

I sindet konverserende #2

- Nåh, det var så det.
- Hvad?
- Det var så dén æra.
- Livet-uden-MobilePay-æraen?
- Det har vi allerede talt om. Nej, ikke dén æra. Æraen, i hvilken #nofilter blot var et alternativ og ikke et must.
- OK.
- Annullér.
- Hvad er nu det for en nyopstartet kutyme i samtalepraksis?
- En helt ny æra med computergenereret sprog og #fuckfilter over alt på vores kroppe. For vildt, eller totalt Spitzenklasse?
- … Helt ærligt, I'm all over it. #nofuckfilter, hvis du vil høre min mening. Tjek din Twitter-profil en gang i mellem.

- Nåh, det var så det.
- Hvad?
- Det var så dén æra.
- Livet-uden-MobilePay-æraen?
- Det har vi allerede talt om …

torsdag den 26. april 2018

Genbesøger gamle sætninger

På mange måder forekommer skriftlige udskejelser, særligt de personlige af slagsen på sociale medier, mig som rekonstruktioner af et moment, der var før. Dette er både indlysende og faktuelt sandt. Enhver, der beskæftiger sig mere eller mindre indgående med sociale medier (statistisk set alle, der møver sig herind) vil finde påstanden banal, snarere end kontroversiel. Når jeg i indlægget her dyrker selve reeksponeringen af nogle af mine sætninger meget eksplicit, vil I altså vide, at jeg har en meget bombastisk tanke bag: Nemlig overfladisk, indholdsløs, selvfed reetablering og -promovering af dele af min færden på internettet. Samtidigt giver det mig mulighed for at reflektere over noget, jeg engang har sagt og især skrevet. Ja, det er ustrategisk og på ingen måde noget, der kommer til at styrke mit CV - og ja, det er lige så meget en aktiv overspringshandling, som det ikke bliver arbejdsrelateret.

I hvert fald på nuværende tidspunkt! Al, oprigtig, respekt til alle, der formår at brande sig selv på Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og i blogs - ingen nævnt, ingen glemt. Nu kan ingen klandre mig for at tilsvine dem. Den slags disclaimers er efterhånden blevet en nødvendig del af vores omgangstone med hinanden i det virtuelle såvel som i det virkelige rum - og fordummende, som jeg synes det kan være, er det ikke til at ændre.

14. januar 2014:
"Meningen med en følelse er uinteressant, hvis den beror på en kausalitet."
... er det virkelig en god idé at reflektere over det nu?
Kilde: Et gammelt Word-dokument.

23. november 2014:
"Skriveorganet kan ikke tåle smerte eller stress, men uden disse påvirkninger kan det lige så godt være dødt."
... jeg ved ikke, om jeg stadig tror på illusionen om, at negative, udefrakommende faktorer er særlig driftige for en skriveblokade. I hvert fald ikke lige nu - hvorfor jeg netop hiver fat i, hvad jeg har skrevet tidligere (hallo, makker!).
Kilde: Min iPhone.

18. november 2014:
"Den mentale mundering er ikke sippet. Men jeg burde have tænkt på en trøje til at trække over hovedet (mentalt)."
Out of context er det her underligt. Det er det også i sin kontekst. Jeg forstår ikke november 2014.
Kilde: Min iPhone.

20. februar 2011
"Hvornår lærer jeg at holde min mund lukket, når folk beder om min mening? Hvornår lærer jeg ikke at holde min mund lukket, når folk beder om min mening?
Godt spørgsmål. Hvornår lærer jeg egentlig det? Hvorfor den slags paradokser i en ellers ganske simpel tilværelse?
Kilde: Gamle arkiver på det eksterne drev.

torsdag den 5. april 2018

Fristet af makro-blogging

Jeg bliver bims af, at der på Twitter lægges op til interaktion af en kaliber, som jeg ikke kan mande mig op til. Pro tempo, vel at mærke. I dag er jeg, mestendels, et spøgelse fra virkeligheden, der nedfælder virkeligheden på internettet med minimalt filterforbrug. Jeg intensiverer min eksistens en lille smule her i 2018, hvor denne platform nok er so last decade, og hey (jamen, dav-dav) det flasker sig jo, ikke?

I øvrigt, Twitter og jeg er på fin fod med hinanden - også, selvom jeg ikke helt kan komme af med min skuffelse over, at der nu er 280 tegn til éns rådighed. What a waste!

Inside out #1

I am subjected to language switches from an instance separated from my body and it is, as if I'm being drained after having been drowned in happiness. An error in my brain shows scratches on my retinas, so that everything seems impossible to decipher. I am quite content with this unpleasurable state of being, compared to what was then. Scratches on my retinas. Scrambled pictures on the screen in front of me. I should look up concepts like dungle-dangler, paper heart, self-tanner (in particular), uncle, diversity, mind-fucked (in particular, also) and virtual graveyard. The bells are louder than my foot steps.

Some might wonder, how has that creature become a being with manners?
Some also, why this effort?

I stayed in the uterus for years. I was half-boiled yolk, my thoughts a lose texture and my body not even designed, so I had no perception of the 37 degrees Celsius wrapped around, or rather floating around, or maybe swirling around, or - wait, certainly not all of those - put in that space together with that thing, that would soon become a manifestation of me, the pure embodiment of life. I would be it. It would be me.

I'm rising from the Earth, crafted by men's hands from a simple lump of clay; soon they'll hear me scream; soon they'll see me flinche the skin of their daughters; soon they'll educate me and teach me The meaning of letters and marks; soon I'll be tamed like a pet at their feet. Words emerging at the tip of my tongue. Tools like knives, forks and spoons. Well-spoken phrases and polite requests. The very foundation of syntactical structures will begin to thrive in my mind and colour the sounds from my throat. My face will become less grusome, less monstrous, less unfamiliar by the movements of my lips when I articulate every syllable carefully in the light of the fire place.

Do not judge a book by its cover, they say.
Well, I think they do anyway.
Questions wriggle free from the dull cave within the innermost part of my organism,
like squirming worms and maggots, twisting and slimy, hungry for their other halves
Reasoning brings my thoughts to boil, draws scratches on my retinas,
and my sense organs vibrate in excitement and thirst for revenge.
Because I am.