søndag den 18. november 2018

(U)endeligt kvasi-modus #1

Dum sentimentalitet; fidusmageri.
En hver sindsbevægelse er kitsch.
Borgerlig dekadence som følge af prætentiøs kunsthåndværk.
Forsvindende transcendens.
Livet er noget, der skal administreres.
Livet er et track, der ikke vil loade ordentligt.
En ideologisk maskine.
Belysning er metafysik.
Oplysning er idéer.
Elektriske pærer er oplysning.
Organisering af materialer bidrager til det evigt foranderlige arkiv.
Enhver revolutionær handling, den mindste, diskursive ændring og historiseringen af sociale medier bidrager til arkivet.
Gule blomster i scenografien.
Det absurde ved vore livs objektive virkelighed sætter os i stand til at lukrere på hverandres begær.
Eksistensen koagulerer langsomt grundet hyppige depressionsperioder.
Måske er det bedst?
Livet er et bijob, bedre end at dele aviser eller bringe pizza ud.
Begyndelsen på vore eksistenser er præget af sorg - et traume opstået ved selve den materielle verden.
Neuroserne er helt vore egne.
Hvilken trist konstatering fremkommer, når man skal udstå en lang, inadækvat, triviel telefonsamtale med en nær bekendt?
Atmosfæren er ikke mættet af glæder.
Et narrativ med glemsel på glemsel.
En systematisk strategi, der byder én at have sin mobiltelefon på flytilstand i ugevis.
Kommunikationen er kærlighedsløs og utrænet.
Frugtjuice er et koncentrat af massekonsumerisme, en envejskanal.
Uafhængighed er pinagtigt, prekært, ophidsende, et løfte om lykke.
Tiden er moden til den store udtørring.
En kvalm fornemmelse af en sjasket krop, aldringstegn i det kliniske lys.
Den narcissistiske konkurrencementalitet er brændstof, der aldrig slipper op.

Etc.