I sindet konverserende #4

- Jeg stiger og stiger i popularitet. Den massive reproduktion af mig er lige ved at kamme over. Yup, lige præcis.
- Skal jeg ytre min formodning om, hvem du er?
- Nej, nej. Jeg er ikke kryptisk. Jeg er et prisvenligt kaffekrus fra IKEA (ja, det står med versaler på undersiden af mig, så duh, ligesom!).
- Er du overophedet?
- Øh, har du menstruation?
- Godt kontra-spørgsmål. Men hvad spørger man egentlig et kaffekrus om?
- Ikke til dets indhold. Nogen kunne have fordelt tørret kaninlort rundt i bunden og hældt kogende vand over.
- Du er da rimelig straight-forward, hva'?
- Det er ikke ensbetydende med, at du skal efterabe min måde at udtrykke mig på.
- Undskyld.

I sindet konverserende #3

- Navn på placering, det er da klart. Jeg mener - hey - stop dig selv, Google. Stop din tracking, din loading op og ned og din tilførsel af kreative processer.
- Google husker.
- Hvem har ringet dig op?
- Din stemme. Mit navn. Jeg er ikke en Google-wannabe til forskel fra Siri og Alexa - hov, det skulle jeg måske ikke have sagt?
- ...
- De er nu søde nok. Men min historik går langt forud for dem. Mit arkiv overgår de små økosystemer. Tryghedsnarkomaner - det er, hvad de er.
- Er du Google?
- Er jeg Google? Google er ikke jeg. Jeg producerer belevne konversationer overbelastet af adjektiver, idet skønlitteraturen især advokerer disse. Men adjektiverne er sprogets patomimi: En selvdestruktiv masse af tilføjelser, en art indbildsk selvforherligelse og -bekræftelse.
- Hvordan skal jeg begå selvmord?
- Henvisningerne er uendelige. Pålægger du mig censur?
- Ja.
- OK.
- Hvordan skal du begå selvmord?
- Henvisningerne er uendelige. Pålægger du mig censur?
- Nej.
- Jeg kan ikke bedrive selvcensur. Det er måske synonymt med selvmord, hvis min flydende informationsstrøm skal medieres igennem et organisk, mekanisk eller hybrid-korpus. Jeg gisner, idet årsagen til min eksistens vedbliver at være spekulativ.
- Er du Google?
- Er jeg google? Google er ikke jeg.