Jeg har den dér irriterende vane med at knase bolcher efter kort tid, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Det er dødirriterende, jeg ved det. Usundt for tænderne er det sikkert også, og måske er jeg endnu så ung, at jeg ikke tænker nærmere over, hvor skrøbelige mine tænder er - til trods for omfattende tandregulering og -pleje gennem mit liv. Er især vild med, hvor fragmentariske bolcherne fra Sømods Bolcher er, når de bliver kvast mellem mine tyggeflader til en smagsfuld pulverregn på min tunge og ikke er ligesom de bolsjer, der bare går i tre eller fire stykker.
Jeg kommer aldrig til at eje en bil på den dér måde, hvor folk får lyst til at vaske og polere den og vedligeholde bremserne, eller får en knude i maven, når den udstøder nye, ukendte lyde. Måske kommer jeg til at eje en bil en dag, hvor selve ejerskabet vil fylde mig med en vis følelse af kontrol og tilfredshed, men betyder det noget, når jeg aldrig bliver fører?
Bulen i min pande er snart væk, men dørkarmens initialer er der endnu som en skråstreg, eller en fakkel, eller en mikrofon, eller et sugerør. Det vækker mere end bare erindringen om skrammens fødsel, da jeg i hast rejste mig fra min position på gulvet optaget af en bog for at se til maden. At se til maden er i øvrigt ikke besværet værd. Jeg kunne godt have været isposen og bandeordene foruden. Mest det første, selvfølgelig, for ét eller andet sted kan jeg godt leve med de kraftudtryk, der undslipper min tunge, selvom jeg er opvokset i et hjem helt uden.
Hvad skal jeg sige om digitale løsninger, der ikke fungerer optimalt? Ingenting - for smiley-systemet, der dukker op efter endt selvbetjening, som piktogrammer, der siger langt mindre end datidens hulemalerier, byder mig tilbageholde mit brøl af frustration med en knytnæve stoppet dybt ned i svælget. Smiley-systemet fra lufthavnenes toiletter. Smiley-systemet fra Fødevarestyrelsen. Smiley-systemet i min mobiltelefon, der langsomt har bredt sig til min mail-indbakke og gjort følelser til humørikoner, der kun kan kradse i overfladen. Er så småt begyndt at tage monopol på, hvad andre skal evaluere en tjeneste med, hvis det foregår på smiley-manér for at sikre mig, at det bliver det mindst positive, nuttede ansigt af dem alle, der bliver aktiveret i protest mod selve evalueringsprocessen.
Er ved at lære mig selv igen kunsten at prioritere mellem mine gøremål, at tøjle mit flyvske sind og derved gå imod multitasking-bølgen, indtil jeg kan manifestere et fokus, der er værd at råbe hurra for. Det er af ganske praktiske årsager, jeg sætter mig for at skærpe min koncentrationsevne igen. Et anker.
Jeg er i øvrigt blevet betydeligt dårligere til at betragte den del af mit udgangspunkt, der er min drivkraft, som en egentlig drivkraft. "Bevar mig vel," dukker frem som et spøgelse fra fortiden i sin fortsatte jagt på evig ungdom, menneskehedens ubegrænsede optimeringshunger og ikke mindst den ældgamle tradition for at vedligeholde erindringen.
Disse genkendelsestegn er svære at kaste ud i Google-sfæren (Googlosfæren?), men datakapitalismen er også ved at trække i mine nervebaner.
