Genbesøger gamle sætninger

På mange måder forekommer skriftlige udskejelser, særligt de personlige af slagsen på sociale medier, mig som rekonstruktioner af et moment, der var før. Dette er både indlysende og faktuelt sandt. Enhver, der beskæftiger sig mere eller mindre indgående med sociale medier (statistisk set alle, der møver sig herind) vil finde påstanden banal, snarere end kontroversiel. Når jeg i indlægget her dyrker selve reeksponeringen af nogle af mine sætninger meget eksplicit, vil I altså vide, at jeg har en meget bombastisk tanke bag: Nemlig overfladisk, indholdsløs, selvfed reetablering og -promovering af dele af min færden på internettet. Samtidigt giver det mig mulighed for at reflektere over noget, jeg engang har sagt og især skrevet. Ja, det er ustrategisk og på ingen måde noget, der kommer til at styrke mit CV - og ja, det er lige så meget en aktiv overspringshandling, som det ikke bliver arbejdsrelateret.

I hvert fald på nuværende tidspunkt! Al, oprigtig, respekt til alle, der formår at brande sig selv på Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og i blogs - ingen nævnt, ingen glemt. Nu kan ingen klandre mig for at tilsvine dem. Den slags disclaimers er efterhånden blevet en nødvendig del af vores omgangstone med hinanden i det virtuelle såvel som i det virkelige rum - og fordummende, som jeg synes det kan være, er det ikke til at ændre.

14. januar 2014:

"Meningen med en følelse er uinteressant, hvis den beror på en kausalitet."

... er det virkelig en god idé at reflektere over det nu?
Kilde: Et gammelt Word-dokument.

23. november 2014:

"Skriveorganet kan ikke tåle smerte eller stress, men uden disse påvirkninger kan det lige så godt være dødt."

... jeg ved ikke, om jeg stadig tror på illusionen om, at negative, udefrakommende faktorer er særlig driftige for en skriveblokade. I hvert fald ikke lige nu - hvorfor jeg netop hiver fat i, hvad jeg har skrevet tidligere (hallo, makker!).
Kilde: Min iPhone.

18. november 2014:

"Den mentale mundering er ikke sippet. Men jeg burde have tænkt på en trøje til at trække over hovedet (mentalt)."

Out of context er det her underligt. Det er det også i sin kontekst. Jeg forstår ikke november 2014.
Kilde: Min iPhone.

20. februar 2011

"Hvornår lærer jeg at holde min mund lukket, når folk beder om min mening? Hvornår lærer jeg ikke at holde min mund lukket, når folk beder om min mening?

Godt spørgsmål. Hvornår lærer jeg egentlig det? Hvorfor den slags paradokser i en ellers ganske simpel tilværelse?
Kilde: Gamle arkiver på det eksterne drev.

Fristet af makro-blogging

Jeg bliver bims af, at der på Twitter lægges op til interaktion af en kaliber, som jeg ikke kan mande mig op til. Pro tempo, vel at mærke. I dag er jeg, mestendels, et spøgelse fra virkeligheden, der nedfælder virkeligheden på internettet med minimalt filterforbrug. Jeg intensiverer min eksistens en lille smule her i 2018, hvor denne platform nok er so last decade, og hey (jamen, dav-dav) det flasker sig jo, ikke?

I øvrigt, Twitter og jeg er på fin fod med hinanden - også, selvom jeg ikke helt kan komme af med min skuffelse over, at der nu er 280 tegn til éns rådighed. What a waste!

Inside out #1

I am subjected to language switches from an instance separated from my body and it is, as if I'm being drained after having been drowned in happiness. An error in my brain shows scratches on my retinas, so that everything seems impossible to decipher. I am quite content with this unpleasurable state of being, compared to what was then. Scratches on my retinas. Scrambled pictures on the screen in front of me. I should look up concepts like dungle-dangler, paper heart, self-tanner (in particular), uncle, diversity, mind-fucked (in particular, also) and virtual graveyard. The bells are louder than my foot steps.

Some might wonder, how has that creature become a being with manners?
Some also, why this effort?

I stayed in the uterus for years. I was half-boiled yolk, my thoughts a lose texture and my body not even designed, so I had no perception of the 37 degrees Celsius wrapped around, or rather floating around, or maybe swirling around, or - wait, certainly not all of those - put in that space together with that thing, that would soon become a manifestation of me, the pure embodiment of life. I would be it. It would be me.

I'm rising from the Earth, crafted by men's hands from a simple lump of clay; soon they'll hear me scream; soon they'll see me flinche the skin of their daughters; soon they'll educate me and teach me The meaning of letters and marks; soon I'll be tamed like a pet at their feet. Words emerging at the tip of my tongue. Tools like knives, forks and spoons. Well-spoken phrases and polite requests. The very foundation of syntactical structures will begin to thrive in my mind and colour the sounds from my throat. My face will become less grusome, less monstrous, less unfamiliar by the movements of my lips when I articulate every syllable carefully in the light of the fire place.

Do not judge a book by its cover, they say.
Well, I think they do anyway.
Questions wriggle free from the dull cave within the innermost part of my organism,
like squirming worms and maggots, twisting and slimy, hungry for their other halves
Reasoning brings my thoughts to boil, draws scratches on my retinas,
and my sense organs vibrate in excitement and thirst for revenge.
Because I am.

"You're not you, when you're hungry!"

På sin vis
er jeg vokset fra at forstå alle mennesker
og deres vaner, deres præferencer (usmagelige, behagelige, omgængelige)
i supermarkederne, hvor ord splattes ud som flødeboller
på min næse,
og hvor det ikke blot er meningsløst,
men utilgiveligt (menneskeligt, bestialsk, sørgeligt)
at bedrive antropologiske observationer
i køen.
Den lynhurtige, sjoskende i fladtrådte sko
med glasflasker, blot et par stykker,
med flaskebonnen
og Blue Kings,
der ligesom den langsomme, tiskende tøffelgænger
regner med småører.
Snøvlende, tiskende,
klangen af kartofler og smørebrød.
Og så fylder den arrogante parfume-dunst mindre på samlebåndet
end den enlige mor,
men alligevel skal frugttyggegummi og Red Bull føjes til odøren,
for ikke at tale om gnasken og trådløse chips i kreditkortet.
Det går stødt mod transformationen
til det papirløse samfund,
når hornbrillen og hørnederdelen i kombination
svinger det dér indkøbsnet, man fik i julegave
over skulderen
uden så meget som et blik tilbage
på køen, kassen,
de udspilede pupiler af indre skam,
efterladende sig spor af støv
fra mobil-betalingen og kvitteringerne lagret på en online-platform.
Tilbage flyder skinnende emballage af plastic
på samlebåndet,
ikke det dér lysebrune papir au naturel,
og skriger sit gennemsnitsbudskab:
"You're not you, when you're hungry!"

I sindet konverserende #1

- Er du på?
- Twitter?
- Sådan i al almindelighed.

- En permanent eliminering af døden vil forandre vores narrativ fuldstændigt. Der vil blive frigjort uendelig plads til at tænke en tanke til ende (plads=tid).
- Tid og sted er da to forskellige ting?
- I tankerne er det én og samme.
- Hvad så?
- Så ik' så meget.
- Jeg mente: Hvad så med resten?
- Det var også, hvad jeg mente.

- Hvordan omtaler du #MeToo-kampagnen?
- Bare som "Me Too-kampagnen".
- Hvordan tænker du det i hovedet? Er der et kæmpe stort, rødt, advarselssignal-agtigt nummertegn for dit indre blik?
- Det er der nu...
- Godt.
- ... nummertegn?
- Ja! Du vil da ikke påstå, at det hedder hashtag-tegn?
- Nej, nej ... jeg skulle bare lige vide, hvad jeg skulle visualisere i advarselsblinkende rødt for mit indre øje.
- Ærligttalt ... Fuck det.
(Firkant, havelåge, nummertegn, hashtag-symbol, pound - kært barn har mange navne.)

- Jeg tror, at jeg vil have de dér AirPods.
- Du skal vide, ikke tro.
- ...

Hvis jeg skal være i rampelyset ...

Hvis jeg skal være i rampelyset...
... må jeg så ikke få et par solbriller, som kan foldes sammen på midten?
... betragter jeg det som en fornærmelse, hvis folk MobilePay'er mig uden vedhæftet, uddybende tekst, endsige MobilePay'er mig i det hele taget.
... kan vi så lave en aftale om, at der altid er Juno-bagværk bagved? Og Lagermann Lakridskonfekt? Fransk nougat, monstro?
... er det så helt OK med resten af verden, at MIT selvfede, irettesættende, småkorpulente væsen bliver ved med at dukke op som sponsoreret opslag i dit Facebook-feed uden forudgående samtykke eller kalibrering af dine interesser ud fra dine personlige data?
... bliver jeg nødt til at påpege, at jeg har forsøgt at putte mine Canvas-sneakers i vaskemaskinen ved 30 graders varme.
... er Snarky Puppy nødt til at blive involveret, helst inden jeg får mine sammenfoldelige solbriller i hænde.
... påtænker jeg at opsøge et konsulentfirma, der rådgiver i livsnyderi, skattebedrag og fiskeri.
... bliver jeg også lige nødt til at påpege, at husholdningsråd fra min kant skal tages med et gran salt.
... må jeg aflægge prøve i italiensk, fransk, beverdingsk og popkultur (ikke at forveksle med pubkultur).
... er det strengt, og jeg siger strengt, jeg siger strengt, strengt siger jeg, nødvendigt, at Looney Tunes-universet er stærkt repræsenteret ved alle store livsbegivenheder, herunder også min begravelse, endt uddannelse, endt ansættelse, endt ægteskab, endt situationsfornemmelse, endt spiseforstyrrelse, YOU name it, I scramble it.
... skal det lige være, fordi jeg har vundet i Lotto.
... må jeg så frabede mig Nem-ID og Nem-Fisk?
... besinder jeg lige min trang til at skrabe mit knæ på en kantsten, inden vi træder ind i Magasin sammen, du og jeg.