Genbesøger gamle sætninger

På mange måder forekommer skriftlige udskejelser, særligt de personlige af slagsen på sociale medier, mig som rekonstruktioner af et moment, der var før. Dette er både indlysende og faktuelt sandt. Enhver, der beskæftiger sig mere eller mindre indgående med sociale medier (statistisk set alle, der møver sig herind) vil finde påstanden banal, snarere end kontroversiel. Når jeg i indlægget her dyrker selve reeksponeringen af nogle af mine sætninger meget eksplicit, vil I altså vide, at jeg har en meget bombastisk tanke bag: Nemlig overfladisk, indholdsløs, selvfed reetablering og -promovering af dele af min færden på internettet. Samtidigt giver det mig mulighed for at reflektere over noget, jeg engang har sagt og især skrevet. Ja, det er ustrategisk og på ingen måde noget, der kommer til at styrke mit CV - og ja, det er lige så meget en aktiv overspringshandling, som det ikke bliver arbejdsrelateret.

I hvert fald på nuværende tidspunkt! Al, oprigtig, respekt til alle, der formår at brande sig selv på Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og i blogs - ingen nævnt, ingen glemt. Nu kan ingen klandre mig for at tilsvine dem. Den slags disclaimers er efterhånden blevet en nødvendig del af vores omgangstone med hinanden i det virtuelle såvel som i det virkelige rum - og fordummende, som jeg synes det kan være, er det ikke til at ændre.

14. januar 2014:

"Meningen med en følelse er uinteressant, hvis den beror på en kausalitet."

... er det virkelig en god idé at reflektere over det nu?
Kilde: Et gammelt Word-dokument.

23. november 2014:

"Skriveorganet kan ikke tåle smerte eller stress, men uden disse påvirkninger kan det lige så godt være dødt."

... jeg ved ikke, om jeg stadig tror på illusionen om, at negative, udefrakommende faktorer er særlig driftige for en skriveblokade. I hvert fald ikke lige nu - hvorfor jeg netop hiver fat i, hvad jeg har skrevet tidligere (hallo, makker!).
Kilde: Min iPhone.

18. november 2014:

"Den mentale mundering er ikke sippet. Men jeg burde have tænkt på en trøje til at trække over hovedet (mentalt)."

Out of context er det her underligt. Det er det også i sin kontekst. Jeg forstår ikke november 2014.
Kilde: Min iPhone.

20. februar 2011

"Hvornår lærer jeg at holde min mund lukket, når folk beder om min mening? Hvornår lærer jeg ikke at holde min mund lukket, når folk beder om min mening?

Godt spørgsmål. Hvornår lærer jeg egentlig det? Hvorfor den slags paradokser i en ellers ganske simpel tilværelse?
Kilde: Gamle arkiver på det eksterne drev.

Fristet af makro-blogging

Jeg bliver bims af, at der på Twitter lægges op til interaktion af en kaliber, som jeg ikke kan mande mig op til. Pro tempo, vel at mærke. I dag er jeg, mestendels, et spøgelse fra virkeligheden, der nedfælder virkeligheden på internettet med minimalt filterforbrug. Jeg intensiverer min eksistens en lille smule her i 2018, hvor denne platform nok er so last decade, og hey (jamen, dav-dav) det flasker sig jo, ikke?

I øvrigt, Twitter og jeg er på fin fod med hinanden - også, selvom jeg ikke helt kan komme af med min skuffelse over, at der nu er 280 tegn til éns rådighed. What a waste!

Begyndelsen er langhåret

... fordi titlen "Genfødt" er latterlig og på ingen måde plausibel. Jeg har altid været her - min Blogger-profil er næsten 5 år gammel, og jeg selv er blevet gråhåret i den tid, der er gået. I parentes bemærket "NOT!", og så er jeg ellers færdig med den slags.
Motivationen for at starte på en blog med samme navn som forrige, som i øvrigt ligger derude et sted under en ny URL og tildelt et par priviligerede læsere, kommer af, at jeg er begyndt at skrive igen, og at jeg derudover har fået et "IRL" - nåh, det var dét, jeg sagde, at jeg ville holde op med - skrivenetværk, som jeg sætter pris på.
(IRL=In real life)

Jeg er siden blevet underlagt en hardware-opgradering.

Min sprogbevidsthed er ikke blevet mindre, og mine indikatorer for, at et usynligt publikum er derude et sted, har heller ikke forandret sig. Kort sagt er dette en reetablering af min identitet i blog-form, og jeg holder mig - forhåbentligt - og måske - sikkert næppe - til konventionerne for dette medie, som jo (fyldeord fra talesproget (hov, det var parenteserne og internet-jargonen, jeg ville undgå at parafrasere)) var min største akilleshæl, sidst jeg prøvede.

Starting from scratch, og for ikke at gøre tingene mere komplicerede, vil jeg så vidt muligt undgå at referere til denne blogs storebror og i stedet agere som dens dobbeltgænger i nu'et.

Jeg er kendt for mit vægelsind og for ikke at holde, hvad jeg lover, når det kommer til egne to do-lists og -begrænsninger, selvom jeg i andre henseender er noget så punktelig. Det var det.