Som sagerne står

Jeg har den dér irriterende vane med at knase bolcher efter kort tid, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Det er dødirriterende, jeg ved det. Usundt for tænderne er det sikkert også, og måske er jeg endnu så ung, at jeg ikke tænker nærmere over, hvor skrøbelige mine tænder er - til trods for omfattende tandregulering og -pleje gennem mit liv. Er især vild med, hvor fragmentariske bolcherne fra Sømods Bolcher er, når de bliver kvast mellem mine tyggeflader til en smagsfuld pulverregn på min tunge og ikke er ligesom de bolsjer, der bare går i tre eller fire stykker.

Jeg kommer aldrig til at eje en bil på den dér måde, hvor folk får lyst til at vaske og polere den og vedligeholde bremserne, eller får en knude i maven, når den udstøder nye, ukendte lyde. Måske kommer jeg til at eje en bil en dag, hvor selve ejerskabet vil fylde mig med en vis følelse af kontrol og tilfredshed, men betyder det noget, når jeg aldrig bliver fører?

Bulen i min pande er snart væk, men dørkarmens initialer er der endnu som en skråstreg, eller en fakkel, eller en mikrofon, eller et sugerør. Det vækker mere end bare erindringen om skrammens fødsel, da jeg i hast rejste mig fra min position på gulvet optaget af en bog for at se til maden. At se til maden er i øvrigt ikke besværet værd. Jeg kunne godt have været isposen og bandeordene foruden. Mest det første, selvfølgelig, for ét eller andet sted kan jeg godt leve med de kraftudtryk, der undslipper min tunge, selvom jeg er opvokset i et hjem helt uden.

Hvad skal jeg sige om digitale løsninger, der ikke fungerer optimalt? Ingenting - for smiley-systemet, der dukker op efter endt selvbetjening, som piktogrammer, der siger langt mindre end datidens hulemalerier, byder mig tilbageholde mit brøl af frustration med en knytnæve stoppet dybt ned i svælget. Smiley-systemet fra lufthavnenes toiletter. Smiley-systemet fra Fødevarestyrelsen. Smiley-systemet i min mobiltelefon, der langsomt har bredt sig til min mail-indbakke og gjort følelser til humørikoner, der kun kan kradse i overfladen. Er så småt begyndt at tage monopol på, hvad andre skal evaluere en tjeneste med, hvis det foregår på smiley-manér for at sikre mig, at det bliver det mindst positive, nuttede ansigt af dem alle, der bliver aktiveret i protest mod selve evalueringsprocessen.

Er ved at lære mig selv igen kunsten at prioritere mellem mine gøremål, at tøjle mit flyvske sind og derved gå imod multitasking-bølgen, indtil jeg kan manifestere et fokus, der er værd at råbe hurra for. Det er af ganske praktiske årsager, jeg sætter mig for at skærpe min koncentrationsevne igen. Et anker.

Jeg er i øvrigt blevet betydeligt dårligere til at betragte den del af mit udgangspunkt, der er min drivkraft, som en egentlig drivkraft. "Bevar mig vel," dukker frem som et spøgelse fra fortiden i sin fortsatte jagt på evig ungdom, menneskehedens ubegrænsede optimeringshunger og ikke mindst den ældgamle tradition for at vedligeholde erindringen.

Disse genkendelsestegn er svære at kaste ud i Google-sfæren (Googlosfæren?), men datakapitalismen er også ved at trække i mine nervebaner.

Tør jeg sige: Banalt

I takt med, at jeg bliver ældre, bliver jeg mere ukompliceret. Det er ikke erkendelsen - og anerkendelsen - af, at jeg ikke er unik, der trænger sig på. Den har altid været der, synes jeg selv at erindrer (det er i og for sig nok den største løgn, jeg ubevidst kan ytre). Det er snarere den ukomplicerede - for nu at gentage dét ord - tidslinje, hvorpå jeg har markeret de største begivenheder i min tilværelse, mere specifikt MIT liv uden at iberegne politik, krig og "humanitære" katastrofer. Stryg politik. Det har en indvirkning på alles såkaldte livsforløb.

Så er der kaffe.

Genbesøger gamle sætninger

På mange måder forekommer skriftlige udskejelser, særligt de personlige af slagsen på sociale medier, mig som rekonstruktioner af et moment, der var før. Dette er både indlysende og faktuelt sandt. Enhver, der beskæftiger sig mere eller mindre indgående med sociale medier (statistisk set alle, der møver sig herind) vil finde påstanden banal, snarere end kontroversiel. Når jeg i indlægget her dyrker selve reeksponeringen af nogle af mine sætninger meget eksplicit, vil I altså vide, at jeg har en meget bombastisk tanke bag: Nemlig overfladisk, indholdsløs, selvfed reetablering og -promovering af dele af min færden på internettet. Samtidigt giver det mig mulighed for at reflektere over noget, jeg engang har sagt og især skrevet. Ja, det er ustrategisk og på ingen måde noget, der kommer til at styrke mit CV - og ja, det er lige så meget en aktiv overspringshandling, som det ikke bliver arbejdsrelateret.

I hvert fald på nuværende tidspunkt! Al, oprigtig, respekt til alle, der formår at brande sig selv på Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og i blogs - ingen nævnt, ingen glemt. Nu kan ingen klandre mig for at tilsvine dem. Den slags disclaimers er efterhånden blevet en nødvendig del af vores omgangstone med hinanden i det virtuelle såvel som i det virkelige rum - og fordummende, som jeg synes det kan være, er det ikke til at ændre.

14. januar 2014:

"Meningen med en følelse er uinteressant, hvis den beror på en kausalitet."

... er det virkelig en god idé at reflektere over det nu?
Kilde: Et gammelt Word-dokument.

23. november 2014:

"Skriveorganet kan ikke tåle smerte eller stress, men uden disse påvirkninger kan det lige så godt være dødt."

... jeg ved ikke, om jeg stadig tror på illusionen om, at negative, udefrakommende faktorer er særlig driftige for en skriveblokade. I hvert fald ikke lige nu - hvorfor jeg netop hiver fat i, hvad jeg har skrevet tidligere (hallo, makker!).
Kilde: Min iPhone.

18. november 2014:

"Den mentale mundering er ikke sippet. Men jeg burde have tænkt på en trøje til at trække over hovedet (mentalt)."

Out of context er det her underligt. Det er det også i sin kontekst. Jeg forstår ikke november 2014.
Kilde: Min iPhone.

20. februar 2011

"Hvornår lærer jeg at holde min mund lukket, når folk beder om min mening? Hvornår lærer jeg ikke at holde min mund lukket, når folk beder om min mening?

Godt spørgsmål. Hvornår lærer jeg egentlig det? Hvorfor den slags paradokser i en ellers ganske simpel tilværelse?
Kilde: Gamle arkiver på det eksterne drev.

Fristet af makro-blogging

Jeg bliver bims af, at der på Twitter lægges op til interaktion af en kaliber, som jeg ikke kan mande mig op til. Pro tempo, vel at mærke. I dag er jeg, mestendels, et spøgelse fra virkeligheden, der nedfælder virkeligheden på internettet med minimalt filterforbrug. Jeg intensiverer min eksistens en lille smule her i 2018, hvor denne platform nok er so last decade, og hey (jamen, dav-dav) det flasker sig jo, ikke?

I øvrigt, Twitter og jeg er på fin fod med hinanden - også, selvom jeg ikke helt kan komme af med min skuffelse over, at der nu er 280 tegn til éns rådighed. What a waste!