Jeg er faktisk ret pæn, at I ved det

Det sidste, der står på mit cv, er min trang til at flå øjnene ud på enhver, der glor på sig selv i et spejl mindst 90 gange om dagen. Jeg samler på de runde, blodfyldte organer i små, dertilindrettede glas med sprit. Jeg har et sæt blå øjne, som står på tv-bordet. Selv øjenvipperne er intakte, og der er spor af vandfast mascara på dem. Pupillerne har dog ikke den samme, sorte glans længere, måske de er gjort matte af tv-skærmens kunstige lys.
Jeg har et sæt grønne øjne, som lyser i mørket og minder mig om de neonfisk, jeg aldrig måtte røre ved, når jeg spurgte. De hænger på min dørhammer, for sådan én har jeg faktisk også. En metalgenstand af ubestemmelig form, som passer fint i alles greb - i det mindste alle, der har en nogenlunde funktionel hånd.
Jeg har et sæt brune øjne, som jeg vistnok fik i hænde, da Yahya Hassan blev overfaldet på Københavns Hovedbanegård. Der var en mordlyst i de øjne, som jeg havde lyst til at bevare i sprit og donere til videnskaben. Nervetrådene på de runde, slimede tingester flåede jeg af med tænderne og spyttede dem ned i lokumet. Jeg kan stadig smage resterne af mord på bagsiden af mine tænder. De hænger som klunker på en knage i badeværelset og stirrer på sig selv i spejlet over 90 gange om dagen, men jeg kan ikke reducere dem, jeg kan ikke flå øjnene ud af dem, jeg kan ikke ...
Jeg har et sæt grønbrune øjne. Dybtliggende, grønbrune øjne, som er blottet for et hvert tegn på deltagelse. Under min pandebrask bag de blævrede folder med vipperne bevæger de sig ukontrollabelt fra spejlet til de brune øjne på knagen. Hvor mange gange er det nu? 86, eller 88? Jeg kan ikke styre min trang til at flå øjnene ud på enhver, der ser på sig selv i et spejl over 90 gange om dagen ...

Begyndelsen er langhåret

... fordi titlen "Genfødt" er latterlig og på ingen måde plausibel. Jeg har altid været her - min Blogger-profil er næsten 5 år gammel, og jeg selv er blevet gråhåret i den tid, der er gået. I parentes bemærket "NOT!", og så er jeg ellers færdig med den slags.
Motivationen for at starte på en blog med samme navn som forrige, som i øvrigt ligger derude et sted under en ny URL og tildelt et par priviligerede læsere, kommer af, at jeg er begyndt at skrive igen, og at jeg derudover har fået et "IRL" - nåh, det var dét, jeg sagde, at jeg ville holde op med - skrivenetværk, som jeg sætter pris på.
(IRL=In real life)

Jeg er siden blevet underlagt en hardware-opgradering.

Min sprogbevidsthed er ikke blevet mindre, og mine indikatorer for, at et usynligt publikum er derude et sted, har heller ikke forandret sig. Kort sagt er dette en reetablering af min identitet i blog-form, og jeg holder mig - forhåbentligt - og måske - sikkert næppe - til konventionerne for dette medie, som jo (fyldeord fra talesproget (hov, det var parenteserne og internet-jargonen, jeg ville undgå at parafrasere)) var min største akilleshæl, sidst jeg prøvede.

Starting from scratch, og for ikke at gøre tingene mere komplicerede, vil jeg så vidt muligt undgå at referere til denne blogs storebror og i stedet agere som dens dobbeltgænger i nu'et.

Jeg er kendt for mit vægelsind og for ikke at holde, hvad jeg lover, når det kommer til egne to do-lists og -begrænsninger, selvom jeg i andre henseender er noget så punktelig. Det var det.