Det sidste, der står på mit cv, er min trang til at flå øjnene ud på enhver, der glor på sig selv i et spejl mindst 90 gange om dagen. Jeg samler på de runde, blodfyldte organer i små, dertilindrettede glas med sprit. Jeg har et sæt blå øjne, som står på tv-bordet. Selv øjenvipperne er intakte, og der er spor af vandfast mascara på dem. Pupillerne har dog ikke den samme, sorte glans længere, måske de er gjort matte af tv-skærmens kunstige lys.
Jeg har et sæt grønne øjne, som lyser i mørket og minder mig om de neonfisk, jeg aldrig måtte røre ved, når jeg spurgte. De hænger på min dørhammer, for sådan én har jeg faktisk også. En metalgenstand af ubestemmelig form, som passer fint i alles greb - i det mindste alle, der har en nogenlunde funktionel hånd.
Jeg har et sæt brune øjne, som jeg vistnok fik i hænde, da Yahya Hassan blev overfaldet på Københavns Hovedbanegård. Der var en mordlyst i de øjne, som jeg havde lyst til at bevare i sprit og donere til videnskaben. Nervetrådene på de runde, slimede tingester flåede jeg af med tænderne og spyttede dem ned i lokumet. Jeg kan stadig smage resterne af mord på bagsiden af mine tænder. De hænger som klunker på en knage i badeværelset og stirrer på sig selv i spejlet over 90 gange om dagen, men jeg kan ikke reducere dem, jeg kan ikke flå øjnene ud af dem, jeg kan ikke ...
Jeg har et sæt grønbrune øjne. Dybtliggende, grønbrune øjne, som er blottet for et hvert tegn på deltagelse. Under min pandebrask bag de blævrede folder med vipperne bevæger de sig ukontrollabelt fra spejlet til de brune øjne på knagen. Hvor mange gange er det nu? 86, eller 88? Jeg kan ikke styre min trang til at flå øjnene ud på enhver, der ser på sig selv i et spejl over 90 gange om dagen ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar