Som sagerne står

Jeg har den dér irriterende vane med at knase bolcher efter kort tid, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Det er dødirriterende, jeg ved det. Usundt for tænderne er det sikkert også, og måske er jeg endnu så ung, at jeg ikke tænker nærmere over, hvor skrøbelige mine tænder er - til trods for omfattende tandregulering og -pleje gennem mit liv. Er især vild med, hvor fragmentariske bolcherne fra Sømods Bolcher er, når de bliver kvast mellem mine tyggeflader til en smagsfuld pulverregn på min tunge og ikke er ligesom de bolsjer, der bare går i tre eller fire stykker.

Jeg kommer aldrig til at eje en bil på den dér måde, hvor folk får lyst til at vaske og polere den og vedligeholde bremserne, eller får en knude i maven, når den udstøder nye, ukendte lyde. Måske kommer jeg til at eje en bil en dag, hvor selve ejerskabet vil fylde mig med en vis følelse af kontrol og tilfredshed, men betyder det noget, når jeg aldrig bliver fører?

Bulen i min pande er snart væk, men dørkarmens initialer er der endnu som en skråstreg, eller en fakkel, eller en mikrofon, eller et sugerør. Det vækker mere end bare erindringen om skrammens fødsel, da jeg i hast rejste mig fra min position på gulvet optaget af en bog for at se til maden. At se til maden er i øvrigt ikke besværet værd. Jeg kunne godt have været isposen og bandeordene foruden. Mest det første, selvfølgelig, for ét eller andet sted kan jeg godt leve med de kraftudtryk, der undslipper min tunge, selvom jeg er opvokset i et hjem helt uden.

Hvad skal jeg sige om digitale løsninger, der ikke fungerer optimalt? Ingenting - for smiley-systemet, der dukker op efter endt selvbetjening, som piktogrammer, der siger langt mindre end datidens hulemalerier, byder mig tilbageholde mit brøl af frustration med en knytnæve stoppet dybt ned i svælget. Smiley-systemet fra lufthavnenes toiletter. Smiley-systemet fra Fødevarestyrelsen. Smiley-systemet i min mobiltelefon, der langsomt har bredt sig til min mail-indbakke og gjort følelser til humørikoner, der kun kan kradse i overfladen. Er så småt begyndt at tage monopol på, hvad andre skal evaluere en tjeneste med, hvis det foregår på smiley-manér for at sikre mig, at det bliver det mindst positive, nuttede ansigt af dem alle, der bliver aktiveret i protest mod selve evalueringsprocessen.

Er ved at lære mig selv igen kunsten at prioritere mellem mine gøremål, at tøjle mit flyvske sind og derved gå imod multitasking-bølgen, indtil jeg kan manifestere et fokus, der er værd at råbe hurra for. Det er af ganske praktiske årsager, jeg sætter mig for at skærpe min koncentrationsevne igen. Et anker.

Jeg er i øvrigt blevet betydeligt dårligere til at betragte den del af mit udgangspunkt, der er min drivkraft, som en egentlig drivkraft. "Bevar mig vel," dukker frem som et spøgelse fra fortiden i sin fortsatte jagt på evig ungdom, menneskehedens ubegrænsede optimeringshunger og ikke mindst den ældgamle tradition for at vedligeholde erindringen.

Disse genkendelsestegn er svære at kaste ud i Google-sfæren (Googlosfæren?), men datakapitalismen er også ved at trække i mine nervebaner.

Mens vi venter ...

Mens vi venter på det særlige, der opstår ved evighedens tilsynekomst - dens visuelle, dog usynlige manifestation.
Skete der noget, da vi ytrede, at vi foragtede middelmådigheden? Var det for tidligt, eller for sent? Måske unødvendigt?
Dette, mit blik, er en andens, når dette er skrevet. Jeg og du befinder os i mellemlandet, hvor alles tanker er flygtige.
"Du er så fucking pervers," siger jeg, fordi jeg står før du. Du står der, men jeg står før. Sådan er det. Du er pervers. Jeg er blot beregnende.
Vidste vi, at vi havde en skævvredet kulturel bevidsthed, inden kulturen krøllede sig selv sammen i et favntag om sig selv? Vidste vi, at kulturen havde taget skeen i egen hånd?
"Jeg er så fucking liderlig," siger du bevidst parodierende. Du er ublu, sådan som du stiller mig til skue. Jeg forsøger ikke engang at sløre mit ubehag ved disse klichéer.

Mens vi venter på det enestående, der opstår ved fremkomsten af mening i tilværelsen, dens bratte og klokkeklare sammenkædning af arbitrære lyde, ord og verdenens sansebare genstande.
Vi tænkte begge på urdriften. Den perverses tankespind og leg med ordene. Den liderliges håndgribelige sult og længsel.
Vi tænkte begge på, hvordan det ville være at blive voksen.

Jeg står før du. Der står du.

Den naturlige konversation er blevet steriliseret og former kun betydningsforladte spiraler. Den automatiske reaktion er kontraspørgsmål uden en egentlig sammenhæng til konversationens kernesubstans. Urdriften er kun frugtbar, for så vidt den kan bore sig igennem hinden af uproduktive subjekt og verballed.

Ineffektivt.
Fuglen er allerede skudt.
Hårvæksten på vore overlæber er blegnet af solen.
Grundfarvernes samspil med vores iriser er tæt på harmoniske.
Radiatoren er kun halvvarm.
Jeg er blot halvgold.
Du er ude af stand til at række ud efter livet.

Mens vi venter på det særegne moment, i hvilket min utilstrækkelighed finder sin rette plads, hvis den findes blandt gulerødder, stålkonstruktioner og informationsteknologier.
Skyggen falder på os i nutid. Nutiden hænger fast i datiden, mens vi venter ...