"You're not you, when you're hungry!"

På sin vis
er jeg vokset fra at forstå alle mennesker
og deres vaner, deres præferencer (usmagelige, behagelige, omgængelige)
i supermarkederne, hvor ord splattes ud som flødeboller
på min næse,
og hvor det ikke blot er meningsløst,
men utilgiveligt (menneskeligt, bestialsk, sørgeligt)
at bedrive antropologiske observationer
i køen.
Den lynhurtige, sjoskende i fladtrådte sko
med glasflasker, blot et par stykker,
med flaskebonnen
og Blue Kings,
der ligesom den langsomme, tiskende tøffelgænger
regner med småører.
Snøvlende, tiskende,
klangen af kartofler og smørebrød.
Og så fylder den arrogante parfume-dunst mindre på samlebåndet
end den enlige mor,
men alligevel skal frugttyggegummi og Red Bull føjes til odøren,
for ikke at tale om gnasken og trådløse chips i kreditkortet.
Det går stødt mod transformationen
til det papirløse samfund,
når hornbrillen og hørnederdelen i kombination
svinger det dér indkøbsnet, man fik i julegave
over skulderen
uden så meget som et blik tilbage
på køen, kassen,
de udspilede pupiler af indre skam,
efterladende sig spor af støv
fra mobil-betalingen og kvitteringerne lagret på en online-platform.
Tilbage flyder skinnende emballage af plastic
på samlebåndet,
ikke det dér lysebrune papir au naturel,
og skriger sit gennemsnitsbudskab:
"You're not you, when you're hungry!"